Hvert sted jeg besøgte åbnede for en energetisk proces, jeg nærmest vil beskrive som indvielser – og det var tydeligt, at jo mere jeg trådte ind i at lytte til den vej jeg blev ført, jo mere åbnede processen sig for mig.
Jeg gjorde ingenting. Jeg var der bare og blev forbundet til jorden og til det oprindelige folks visdom og forbindelse med Drømmen – the Dreaming- den bevidsthedstilstand hvor adgangen til skabelsen af jorden, bevidsthed og vores eksistens er tilgængelig ifølge the Aboriginals teachings. Det er en tilstand, hvor man er fysisk, energetisk og astral på en og samme tid og hvor der ingen modsætning er – det er bare sådan det er.
På et tidspunkt undrede jeg mig over, hvor min sjælsfamilie og galaktiske venner var og opdagede, at det at være i denne tilstand gjorde, at de var en del af mig, så jeg næsten ikke opdagede, at de var der – som når du ser ud over et landskab og ser helheden og bliver så optaget af den, så du ikke opdager den lille busk, træet eller stien, der også er.
Efter et par dage i Alice Springs kørte jeg de 441 km ud gennem ørkenen til Uluru – og der var ingen brug for GPS for det var bare lige ud og så dreje enkelt gang til højre efter et par hundrede kilometer.
Efter nogle timer kom den Aboriginal ældste – ham, som var kommet til mig en aften hjemme i Slagelse og havde inviteret mig på walk about og således havde startet hele den her tur – han kom og sagde inde i mit hoved: Velkommen til mit land!
Tak, sagde jeg, og så kiggede jeg ud af ruden til venstre og så dette syn:
og ja, jeg må indrømme at jeg var lidt lettet da jeg kørte ind til siden for at tage det første billede af Attila – et bjerg, der ligger 100 km inden Uluru og som et halvt år senere, skulle vise sig at være det 3. hjørne af den pyramideform der åbnede den kosmiske portal i området til helt nye dimensioner
Det vidste jeg ikke dengang, men synet af dette bjerg der ligner Uluru var en dyb indre bekræftelse på, at jeg var på rette vej !
Og vejen foldede sig på smukkeste vis ud den følgende uge, hvor jeg boede på et meget fint hotel, og kørte rundt i området – og hvor jeg først på 3. dagen ‘fik tilladelse’ til at køre ned til selve klippen.
Jeg troede selvfølgelig, at jeg skulle derned første dag – sådan straks efter morgenmaden så jeg kunne ‘komme i gang’ men sådan gik det ikke!
Så meget for planer, eller forsøg på at have planer, for de to første dage i Nationalparken kørte jeg til Kata Tjuta – de mangehovede klipper som er 7 klipper, der er skubbet op af ørkenen, og som har mange hellige steder og en stærk maskulin energi. Du kan se dem i baggrunden på det øverste billede.
Dele af området var lukket af, da det er vigtigt for de ceremonier, der afholdes af de grupper der ejer landet, men andre var åbne og her kom jeg ud på en længere travetur rundt om de mange hoveder. Det var utrolig stærkt, og for hver tur jeg gik, blev jeg mere og mere forankret til jorden, til energien og til de tilstande, der er her og de følgende billeder er herfra:
og så – på 3. dagen var jeg åbenbart klar ! til Uluru !!
Jeg kørte ind flere steder ved klippen og gik rundt, var og arbejdede med det, der blev mig givet, og igen blev det mig givet i åbninger, der kom inden fra og i forbindelser med energien. Jeg kunne mærke, jeg udvidede mig og blev opgraderet på forskellig vis, som jeg ikke altid forstod.
Den følgende dag skulle jeg gå hele vejen rundt om: Uluru base walk – en 12 km god lang tur og om morgenen kunne jeg mærke, at Lemurerne var meget tydelige – stadig med deres 3 krystal æbler i hænderne og vi fulgtes den dag. Da jeg var godt halvvejs, opdagede jeg, hvordan et energetisk center i eller under monolitten begyndte at åbne sig, foldede sig ud og nærmest trak det ene krystal æble ind til sig.
Det var tydeligt, at ‘æblet’ og derigennem Lemurene startede en energetisk og nærmest alkymisk proces under klippen, og resten af turen kunne jeg betragte et fyrværkeri af energi, der arbejdede.
Billederne her er fra turen rundt:
Dagen efter gik så igen til Kata Tjuta – ‘de mangehovedede klipper’, hvor jeg gik en tur igen, og hvor det 2. krystal æble blev sat ind under klippeformationen.
Jeg kunne se, hvordan de 2 æbler nu forbandt sig med et større energisystem – med leylines og med området som helhed og alt blev overvåget af de ældste og mange andre væsener, jeg ikke havde set før!
Om eftermiddagen blev jeg guided tilbage til Uluru og kørte – jeg slap for at gå denne gang – rundt om klippen og kunne iagttage denne smukke proces, der foldede sig ud – jeg så den gennem den telepatiske kontakt, jeg efterhånden havde opbygget med Lemurene og det var meget smukt, virkelig smukt!
Da jeg dagen før gik rundt om Uluru åbnede ikke blot energien fra naturen sig for mig, men også mine barndoms traumer og skader på en måde som, da jeg her, dagen efter havde ‘afleveret’ det andet æble, havde det som om jeg aldrig nogen sinde havde været i terapi eller på nogen måder havde arbejdet med mig selv: Alle sår stod åbne – eventuelle plastre og bandager eller helingsprocesser var revet af og jeg var helt eksponeret – og samtidig prøvede jeg – og mit bette ego fortvivlet at regne ud, hvor i alverden jeg skulle køre hen næste dag med det sidste æble?
For der var ikke andre klipper i nationalparken end de 2 – skulle det måske være udenfor? vejen endte faktisk ved Uluru, så der var kun vejen tilbage til Alice Springs .. var det måske derude? ude ved lufthavnen?
Jeg må indrømme, at jeg drak det meste af en flaske rose på min terrasse. Først med udsigt til Uluru og senere i totalt mørke med stjernehimlen over mig – og så gik jeg helt omkuld og sov en ti timer!
Så efter lidt vin og en god nattesøvn, havde jeg vænnet mig til tanken, – at jeg måtte tage det sidste krystal æble med hjem igen, og det satte integrationen i gang – igen åbnede processerne sig bare da jeg, efter en god morgenmad og en masse kaffe, kørte ud i parken hvor den 3. lemurer kom til mig og satte krystal æblet ind i mit hjerte.
Det var utrolig rørende og kærligt, og jeg kunne mærke nyt håb åbne sig i mig – håb om, at livet i fysisk form bliver lettere og sjovere.
Billederne her er fra dagen, hvor jeg påtog mig at bære det sidste krystal-æble – nede ved et vandhul ved Uluru. Et helligt sted med en stærk feminin kraft, der vogter over vandet og dermed livet.
Jeg fik aldrig et svar da jeg var derude…
og dette lille afsnit er så en efterskrift, for svaret kom først et halvt år senere, da energien efter nytår begyndte at åbne sig i området, og jeg opdagede, at ‘mit’ 3. krystal æble hørte til i Attila – (Mount Connor) – et område der er privat ejet og hvor der ikke er offentlig adgang!
Men på de ikke fysiske planer var der adgang og jeg kunne nu, siddende her i min sofa, aflevere krystal-æblet det rigtige sted og jeg så, hvordan det nu på smukkeste vis støttede den energi opsætning der er mellem de 3 kraftsteder: Uluru, Kata Tjuta og Attila
Den sidste dag var bare integrations-dag – jeg har heldigvis flere der gerne ville have souvenirs, og hvis du ikke allerede ved det, ja, så er shopping godt for mangt og meget – for mit vedkommende også integration af store oplevelser og SÅ var jeg også klar til at tage hjem.
For mit indre liv har turen har været det mest fantastiske og samtidig det hårdeste jeg har oplevet med mig selv i denne omgang tror jeg – men jeg gør det gerne igen, selvom jeg var glad for at jeg – i al min visdom – havde givet mig selv 2 ugers ferie, da jeg kom hjem!
Men nu er de slut – jeg er ved at være lidt velfungerende igen og er klar til at starte med klienter på mandag, og 2 september med det ‘Personlige uddannelsesforløb’.
Kompetencerne til at formidle kurserne i efteråret har jeg fået på denne tur, så vil du med på en rejse inde i dig selv, så er weekend kurset ‘Kommunikation og telepati’ eller lørdagskurset ‘Døden og livet’ måske noget for dig.
Du skal bare tage til Århus eller til Slagelse, men jeg garanterer dig, at selvom du sidder på en stol i en af de to byer, vil du kunne rejse vidt omkring.
Tak fordi du læste med og kærlig hilsen
Merethe
Til allersidst: Field of light, en lysinstallation af kunstneren Bruce Munro
