Portal-arbejde til nytår 2016
Jeg har jo denne her Galaktiske kommunikations-portal i min have – etableret for nogle år siden af bevidstheds-indstrømning fra Plejaderne. Og når jeg siger ‘har’ så har jeg jo ingenting – men man kan sige at jeg er ‘tovholder / anker / formidler ind i det fysiske’ for denne portal, som er en energetisk konstruktion gennem hvilken der de seneste år er formidlet stærk healings og bevidstheds-energi.
Portalen er del af et net af flere portaler etableret over hele jorden, som virker som indgange fra højere bevidsthedslag.
Visdom, balance og meget andet bliver, gennem disse portaler, bragt ind i vi menneskers kollektive energi og bevidsthedsfelt.
Og portalen har etableret flere niveauer over det seneste år, og jeg har den seneste måneds tid vist, at noget nyt var i vente.
Plejaderne har længe talt om det skifte, der vil ske til nytår, at der vil blive åbnet for nye lag af bevidstheds-indstrømning til vi mennesker.
Jeg har ligesom ventet på at ‘blive sat i gang’ – når jeg laver sådan energiarbejde ved jeg sjældent, hvad det fører til – jeg følger de anvisninger jeg får fra mine guider, sætter mine krystaller, hvor de skal sættes og stiller mig til rådighed – og så folder det energetiske arbejde sig ud og jeg kan bagefter mærke og se hvilke forbindelser, der er etableret, hvilke nye lag portalen har åbnet op til…
Ventetiden var ovre 2. juledag, hvor jeg mødte mine skygger – intethed, mindreværd, ensomhed, misundelse, jalousi og den ‘gode gamle’ selvmedlidenhed som svømmede hen over mig – men denne gang kunne jeg, sådan for alvor mærke, at det ikke VAR mig – følelserne var lige så virkelige som altid, men jeg VIDSTE denne gang, at det var Merethe 7 år, der stod i skolegården og så gerne ville være med – men noget inden i mig dengang var så skadet og så knudret, at det ikke lod sig gøre.
Et eller andet sted i mig vidste jeg også, at det var klargøring til nytår – og dagen efter til Nytårs-Ceremoni med Lakha Lama, kunne jeg, og blev jeg, forbundet i et nyt niveau med det Buddhistiske felt, som hele tiden har været med til at holde mig og portal–feltet.
Og da jeg kom hjem fra København var jeg klar – jeg havde købt lidt nye krystaller (nogle SMÅ nogle) og dagen efter gik jeg i gang – på den sædvanlige facon med at jeg starter med at sætte en krystal, en mere, og så en mere og til sidst var krystal opsætningen klar. – og jeg var lettet, for portal energien startede op og energien kunne begynde at arbejde på en ny måde, med en ny kraft – en ny vibration.
Og idet jeg træder ind på min vej, og gør det jeg skal gøre, kan jeg give slip og forbinde mig dybere ind i mig selv, højere ud til min oprindelse, og det er godt.
Krystallerne hjælper mig med at holde vibrationen og portalen. Feltet her er meget stærkt, højtvibrerende, og koblet på i et nyt niveau til den kosmisk indstrømmende vibration – klar til nytårsdøgnet – og skyggerne? Ja, lige nu er der så meget krystallinsk lys at de er skubbet helt ud til hækken – måske de forsvinder i den blå luft, måske de bliver hængende – men det gør ikke så meget, de må gerne være med, bare jeg får lov til at gå fremad i 2017.
Godt nytår